Spring my love af Leïla Guinnefollau

Banner Spring my love udstillingen i ILLUM
Kunst & udstilling / Udstilling
Fra 3. marts til 2. maj 2021
ILLUM, København K

Leïla Guinnefollau, en ung fransk kunstner i København

'Spring My Love' af Leïla Guinnefollau kan ses fra d. 30. marts i ILLUMs vinduer.

Udstillingen strækker sig hen over foråret og er en hyldest til netop denne årstid. I et land som Danmark, hvor vinteren kan synes uendelig, virkede det som en oplagt ide for LeÏla Guinnefolla at udfærdige denne samling af skulpturelle objekter, som en velkomsthilsen til denne længe ventede tid på året. De ophængte skulpturer, også kaldet mobiler, er inspireret af en række planter som tulipaner og hyacinter, som kan gå i dvale vinteren over. Disse løgplanter er kendte for deres evne til at overvintre og være de første til at springe ud, når foråret melder sig.

Leïla Guinnefollau er en ung fransk kunstner, som siden 2017 har boet i København, hvor hun allerede studerede på Kunstakademiet i 2015. Hun tog afgang fra Beaux-Arts i Paris i 2016.

Oeuvres et portrait de Leïla Guinnefollau

 

Historien om oprettelsen af ​​værkerne

For 3 år siden, besøgte jeg et Tunesisk gademarked med min bedstemor og købte et bur. Et lille fuglebur ikke  større end en åben hånd. Jeg synes alt var charmerende ved det : den meget dovne, men alligevel vellykkede  enkelhed i konstruktionen, de grønne og lyserøde farvede plastrør, anvendt til at pryde burets 4 hjørner, det  flossede foderbræt, og selvfølgelig alle dets mere eller mindre lige tremmer.  

Buret var så lille, at jeg tænkte, selv ikke den mindste fugl ville kunne bo der og at det derfor var en  pyntegenstand.  

Min altid vidunderligt pragmatiske bedstemor, så undrende på mig og kunne ikke forstå hvad jeg skulle med  et ”fugle-løst” bur.  

Sammen med de tusinder af sten, jeg har samlet på mine rejser, har buret stået på mit værelse lige siden uden  at vide hvad jeg var sikker på, hvad jeg skulle bruge det til.  

Mine kunstneriske studier har altid sat spørgsmålstegn ved rum og mere specifikt personlige rum. Jeg tror, at  de ting, der omgiver os, inspirerer os til nye tanker som kan i genføde de samme ting til en ny form. Det  minder mig om en scene i Twin Peaks, hvor to brødre diskuterer rummets genstande og bliver enige om, at  hvis genstandene kunne finde deres optimale position i rummet, så kunne der opstå noget magisk. Jeg elsker  denne historie, jeg tror på genstande. Derfor blev buret stående i vindueskarmen i 3 år.  

Da jeg begyndte at lave uroer i vinter, troede jeg, at jeg valgte materialerne tilfældigt. Jeg troede, at  metalstænger og plastrør ville komplementere hinanden godt, og så kunne jeg især godt lide de let lyserøde  og grønne rør, der skilte sig ud i butikkens mangfoldige udvalg.  

Det var ikke før, den første uro var færdig, og hang over min seng overfor det lille tunesiske bur, at jeg  forstod deres forhold. Metaforen er let, og alligevel kan jeg ikke undgå at finde den betagende: Efter en  langsom og ubevidst fordøjelsesproces, har jeg ikke bare åbnet, men metamorfoseret buret og givet det en fri  og dansende form. Som i Jacques Préverts digt, hvor en drømmende skoledreng keder sig i klasseværelset og  ender med at give, objekterne omkring ham, deres oprindelige materialitet tilbage:  

Og vinduerne bliver sand igen
Blæk bliver vand igen
Skriveborde bliver træer igen
Kridt bliver klippe igen
Penneholderen bliver en fugl igen
Og buret bliver en uro igen,
Intet bur bør forblive et bur.