“De Urørlige” som dansk teaterstykke
Fra den 29. april til den 4. maj kan du på Folketeateret i København opleve teaterversionen af én af fransk films største succeser “Les Intouchables” (De Urørlige).
En varm komedie om et uventet venskab mellem mangemillionæren Philippe (spillet af Preben Kristensen) og kontanthjælpsmodtageren Driss (spillet af Arian Kashef). Philippe er bosat i et af Paris fineste kvarterer og søger en handicaphjælper efter en alvorlig ulykke, hvor han blev lam fra halsen og ned. Driss kommer fra forstadsghettoen i Paris og tager til jobsamtaler for at kunne forblive kontanthjælpsmodtager. Driss forventer at få et rungende nej til jobsamtalen og returnerer til tilværelsen som kontanthjælpsmodtager og småkriminel, men nej. Philippe savner forandring i sin ensformige hverdag og ser straks Driss som et friskt pust med masser af humor og energi. Et unikt venskab vokser mellem de to, og de ender med at skubbe hinanden frem i livet.