Franske Film Mandage efterår 2022
For 11. år i træk præsenterer Institut français i samarbejde med Grand Teatret og Øst for Paradis et efterårsprogram spækket med franske filmperler. E22-sæsonen byder blandt andet på Simenon-filmatiseringen Maigret med Gérard Depardieu i titelrollen samt Eiffel, der udfolder den storslåede fortælling om konstruktionen af Eiffeltårnet sammenvævet med arkitektens egen kærlighedshistorie. I den mere legesyge ende finder vi Michel Hazanavicius Coupez!, en meta-fortælling om et filmset, der invaderes af dårligt skuespil og zombier. FFM 2022 afsluttes med filmessayet Les Années Super-8, hvor den internationalt anerkendte Annie Ernaux sidder i instruktørstolen sammen med sønnen David Ernaux-Briot.