Film

Serie om Guy Gilles - Cinemateket

Cinemateket
28 avril au 13 juin 2026

Fra den 28. april til den 13. juni 2026 viser Cinemateket en retrospektiv om Guy Gilles med fire markante film af den franske filmskaber.


Program:

Earth Light (1970)
Tirsdag den 28. april kl. 20:45 + Guy Gilles-åbningsaften m. intro
Onsdag den 13. maj kl. 21:30

Wall Engravings (1967)
Søndag den 3. maj kl. 14:00 / Proust-foredrag + film
Tirsdag den 19. maj kl. 21:45

Repeated Absences (1972)
Lørdag den 9. maj kl. 15:00
Lørdag den 13. juni kl. 19:30 + intro

Love at Sea (1965)
Fredag den 15. maj kl. 19:00
Torsdag den 21. maj kl. 16:30

 

Den franske filmskaber Guy Gilles genopdages i disse år. I 1960’erne, hvor Jean-Luc Godard, François Truffaut, Jacques Rivette og de andre kumpaner satte den franske nybølge på verdenskortet, brød Guy Gilles aldrig igennem. Da han i 1996 døde som følge af aids var der derfor ikke meget bravur eller nogen store mindesord. Som en filmkritiker har skrevet om ham: Hans film var både for provinsielle og for homoseksuelle.

Filmene besidder et egenartet poetisk filmsprog, hvor associationer og impulser styrer klipperytmen fremfor logik eller politik. Hos Gilles er film eskapisme, da de kan skabe flugtveje fra den virkelige verden. Hans karakterer er altid på vej til at flygte, ligesom hans kamera er det, og hans klipning er flygtig. Gilles’ karakterer er altid søgende sjæle, der leder efter deres exit: Mod den rimbaudske rejse væk, den større kærlighed, sit hjemland, stofferne eller selvmordet. Meget sigende er en af hans signaturer en vekslen mellem
farveoptagelser og sort/hvid.


Gilles blev født i Algeriet til franske forældre, men flyttede i slut-50’erne til Frankrig og blev der. Han følte sig dog aldrig helt hjemme i hverken Algeriet eller Frankrig. Hans egne erfaringer med tabet af hjemland(e) og homoseksualitet kan tydeligt ses i filmene.


Ligesom hans litterære idoler Marcel Proust og Jean Genet er Gilles’ værk et erindringsarbejde indlejret i et fiktionelt, næsten mytologisk univers, og den homoseksuelle erfaring er en latent æstetisk strategi snarere end et tema. Han giver plads til det indre liv hos randeksistenserne, de isolerede og utilpassede. Filmene er vemodige, nostalgiske, gådefulde og romantiske.

.