BUSTER Filmfestival er et unikt kulturtilbud i børnehøjde, der skaber gode oplevelser og inspirerer til leg, fællesskab og nysgerrighed med udgangspunkt i filmens fantastiske univers. Festivalen brænder for at finde det allerbedste film og medieindhold til børn og unge. Hvert efterår præsenteres et program med film fra hele verden, der har noget på hjerte og giver indblik i helt andre virkeligheder.
BUSTER kan opleves i København og omegn, i biograferne Empire Bio, Grand Teatret, Cinemateket, Park Bio, Big Bio Nordhavn og Vue Fisketorvet. Derudover har festivalen et stort biograftelt i naturen på Amager Fælled og er til stede på biblioteker, kulturinstitutioner og museer som Arken og Louisiana.
Billetter koster mellem 20-80 kr. og skal købes direkte på BUSTERS hjemmeside.
Blandt årets imponerende program kan du opleve disse 9 franske og frankofone film og kortfilm:
PROGRAM FOR DE FRANKOFONE FILM
Dit franske er perfekt (Ton français est parfait)
Julie Daravan Chea / Frankrig / 2020 / 4 min
Aline skal hjælpe sin mor på kommunekontoret, fordi hun ikke læser sproget i familiens nye hjemland, Frankrig, så godt. Børnene i gaden råber “kineser” efter Aline, spørger til Corona og om hun spiser hunde. Aline er træt af at være anderledes. Hun er træt af at være bedre til fransk end sin mor. Hun hader lyden af sin mor, der øver det nye sprog, og hun forsøger desperat at undgå, at hendes mor skal med til mødet på skolen. Hun vil ikke være anderledes, udenfor og kinesisk. Men hendes mor er slet ikke så dum, som hun tror.
Marguerites formel (Le théorème de Marguerite)
Anna Novion / Frankrig / 2023 / 113 min
Marguerite er en matematiknørd. Hun er kendt for at gå i hjemmesko og elsker at fordybe sig i matematiske tankeeksperimenter som den eneste pige i en verden af elitematematikere på et kendt fransk universitet. For hende handler matematik ikke om at besvare et spørgsmål og finde et facit, men om at udforske, stille spørgsmål, finde forbindelser mellem fænomener. Hun drømmer matematik, hun er matematik. Da hendes professor svigter hende, er hun nødt til at tage sagen i egen hånd og finde sin egen vej. En vej, der både leder hende til Chinatown, kinesisk poker og uventede venskaber.
Kina & Yuk (Kina et Yuk, renards de la banquise)
Guillaume Maidatchevsky / Frankrig, Canada & Italien / 2023 / 85 min
To arktiske ræve er hovedpersonerne i denne smukke, eventyrlige film om virkelige ræve i den virkelige verden i det nordligste arktiske Canada. Filmens fortæller får selskab af et helt symfoniorkesters musik og guider os gennem den sjove, spændende historie om de to ræve og deres liv i sneen og i byen Jack City. Og der er mange andre dyr i fortællingen. Rensdyr, isbjørne, ugler, hermelin, skovmår, sæler, harer, slædehunde, katte, harer og ulve. Og laviner, nordlys og … biler. Den franske instruktør Guillaume Maidatchevsky fortæller fra dyrenes perspektiv, og det er blevet til et af de fineste filmeventyr.
Shelter (Abri)
Julie Daravan Chea / Frankrig / 2023 / 3 min
“I din håndflades hule, hvor min hånd søger ly”. En dejlig sommernat på sheltertur med vennerne fra klassen bryder et voldsomt tordenvejr løs lige oppe over trækronerne i den dybe skov. Jorden skælver under de store tordenbrag, regnen vælter ned. Hvad gør man, når man er hunderæd for tordenvejr og befinder sig i et lille telt med sin ven midt i den regnfulde nat i? Til stroferne fra digtet ‘Abri’ af den jødisk-belgiske digter Esther Granek lader den franske filmskaber Julie Daravan Chea billeder af trøst forvandle sig til fantasi og venskab.
Kys (Beurk !)
Loïc Espuche / Frankrig / 2023 / 13 min
Overalt på campingpladsen i sommerferien er der sommerflirts og feriekæresteri, selv det gamle ægtepar finder endelig tid til at .. kysse. Leo følger det hele nysgerrigt. Det er anderledes, fascinerende og mærkeligt, hvor spændende det faktisk er, når nogen kysser hinanden. Og nu får han selv lyst. Til. At. Kysse. Lucy.
De fortabte drenge (Le Paradise)
Zeno Graton / Frankrig & Belgien / 2023 / 83 min
I et ungdomsfængsel forbereder Joe sig på sin tilbagevenden til samfundet, usikker på hvilket liv der venter ham på den anden side af pigtråden. Men da nytilkomne William flytter ind i nabocellen, bliver Joes længsel efter frihed afløst af et ønske om nærhed og kærlighed. Joe og William kredser om hinanden med voksende nysgerrighed og desperation, og sammen begiver de sig ud på en fælles rejse efter kærligheden. Camera obscura-optagelser, blæktegninger, dans og rap bliver udtryksmidler. Filmen handler om den første store vilde kærlighed i rammen af et ungdomsfængsel. Det er hjerteskærende romantisk og lidenskabeligt.
Max og den store business-plan (Coco Ferme)
Sébastien Gagné / Canada / 2023 / 87 min
Er I vilde med “Løvens Hule”? 12-årige Max er god til business, han er det, man kalder en entreprenør, og der sker altid en masse omkring ham. Men da han skal flytte med sin far til en lille by langt ude på landet, er han alligevel udfordret. Her sker jo ingenting. Og så alligevel… langsomt tager en ny forretningsmulighed form. En forladt lade, 200 økologiske høns, en gammel varevogn, et spøgelse med gode råd, nye venner med hjertet på rette sted og en influencer, der hedder Alice, som ved forbavsende meget om marketing og branding. Sammen kan de måske løfte Maxs nye forretningseventyr og lære om hjertet i enhver god business.
Rævenes dronning (La reine des renards)
Marina Rosset / Schweiz / 2022 / 9 min
En pige trækkes ind i en mystisk mission langt inde i skoven. Rævedronningen har mistet sit mod og sin gnist, og skovens dyr har forenet sig for at hjælpe hendes humør. De vil bombardere hende med smukke, dejlige følelser. I en smuk impressionistisk streg bringes de listige dyr til live i en lille, sød animeret fortælling, der hylder kærligheden.
Historier fra fuglehuset (La cabane aux oiseaux)
Célia Rivière / Frankrig / 2020 / 45 min
Mød manden, der (måske) lærer at flyve af en flok farverige fugle, flodhesten der er SÅ ked af sin store numse, pingvinen der fryser, og Matthew som er bange for, at far ikke kan hente ham fra børnehave, hvis nu hans grønne bil bryder sammen. Og så er der filmene om drengen Gaston, som går rundt med en fugl på hovedet, om fuglen der sluger en stjerne og om de fem underlige venner, som får besøg af en helt vidunderligt spændende fyr. Oven i hatten får I en smuk genfortolkning af H.C. Andersens Tommelise.